Graviditet og blødning
Hvis du er gravid og mindre end 12 uger henne samt oplever blødning fra skeden, kan du blive scannet her på klinikken.
Mange kvinder oplever at have blødning i den tidlige graviditet, hvilket naturligvis kan give anledning til stor bekymring. Faktisk er det op mod hver 5. kvinde, der vil opleve blødning i løbet af graviditeten, oftest ganske harmløs.
Årsager
De fleste mindre blødninger i den tidlige graviditet skyldes et mindre blodkar på livmoderhalsen, som er bristet. Det har således intet at gøre med barnets velbefindende. Du kan også opleve at have pletblødning efter samleje, såkaldt kontaktblødning. Kontaktblødning i den tidlige graviditet er som oftest ganske ufarlig og skyldes, at slimhinden på livmoderhalsen er mere sart under graviditeten grundet den hormonelle påvirkning. Det betyder således ikke, at du skal undgå samleje.
Blødningerne kan også komme uprovokerede og helt spontant pga. de skrøbelige blodkar.
Blødning i den tidlige graviditet kan dog hos nogle være et tegn på en truende eller igangværende abort. En sådan blødning vil ofte være frisk og pågående samt ledsaget af smerter. Omkring 20 % af alle graviditeter ender som en spontan abort. Der er intet, du kan gøre for at hindre aborten.
Blødning kan sjældnere være tegn på en graviditet uden for livmoderen. En sådan graviditet kan ikke gennemføres og bliver derfor altid fjernet ved en kikkertoperation. Hvis graviditeten sidder i æggelederen, vil den ofte være ledsaget af stærke smerter i underlivet.
Undersøgelse
Du vil her på klinikken få foretaget en gynækologisk undersøgelse samt en ultralydsscanning, hvor det undersøges, om graviditeten sidder i livmoderen, om den er levende, og om den vokser som forventet. Hvis der er tvivl om, hvorvidt fosteret udvikler sig normalt, vil vi kontrollere dit blod for graviditetshormonet hCG. I nogle tilfælde vil det være nødvendigt med yderligere kontrolbesøg.
Komplikationer
Kontakt din egen læge eller Lægevagten, hvis du oplever:
- Meget kraftig blødning
- Stærke smerter
- Feber
- Ildelugtende blødning eller udflåd
- Utilpashed, svimmelhed eller besvimelse