Celleforandringer på livmoderhalsen
Celleforandringer i livmoderhalsen et udtryk, der anvendes, hvis de normale celler i slimhinden på livmoderhalsen er begyndt at ændre udseende.
Ofte skyldes disse celleforandringer blot en betændelse, som forsvinder af sig selv igen, men celleforandringer kan også være forstadier til livmoderhalskræft. Celleforandringer er således ikke kræft, men kan i undertiden udvikle sig til hertil.
Kvinder i alle aldre kan få celleforandringer på livmoderhalsen. Celleforandringer giver ingen symptomer, og du kan derfor ikke mærke, om du har celleforandringer. Hvis forandringerne bliver opdaget og behandlet i tide, kan du reducere risikoen for, at de udvikler sig til livmoderhalskræft.
De fleste celleforandringer på livmoderhalsen opdages i forbindelse med den regelmæssige kontrolundersøgelse hos din egen læge. Hvis du har fået påvist celleforandringer ved et celleskrab hos din egen læge, vil du blive henvist til en gynækolog med henblik på at få foretaget egentlige vævsprøver fra livmoderhalsen. Her foretages en kikkertundersøgelse af livmoderhalsen (kolposkopi), hvor der tages små vævsprøver (biopsier) fra livmoderhalsens slimhinde. Ud fra svaret på disse vævsprøver tager vi stilling til, hvilken behandling du bør tilbydes efterfølgende.
De fleste celleforandringer forsvinder af sig selv uden behandling. Det kan dog ikke på forhånd ses, hvilke tilfælde der vil forsvinde, og hvilke der på sigt vil udvikle sig til livmoderhalskræft. Derfor tilbydes hyppigere kontrol af lette til moderate celleforandringer.
Hvis undersøgelsen af vævsprøverne viser svære celleforandringer, anbefales det dog, at forandringerne fjernes ved en kegleoperation. En kegleoperation er et lille indgreb, som foretages i lokalbedøvelse. Her fjernes et lille kegleformet vævsstykke af livmoderhalsen, hvori celleforandringerne er påvist.
HPV
Livmoderhalskræft skyldes en infektion med et virus kaldet Human Papillomavirus (HPV). Der findes over 100 slags HPV, hvoraf nogle er kræftfremkaldende. HPV er en seksuelt overført virus. Op mod 80 % af alle seksuelt aktive vil på et tidspunkt i deres liv få en HPV-infektion. I langt de fleste tilfælde forsvinder HPV-infektionen af sig selv uden at give anledning til symptomer, men i enkelte tilfælde bliver infektionen kronisk. Denne kroniske betændelsestilstand kan give anledning til svære celleforandringer på livmoderhalsen med risiko for udvikling af livmoderhalskræft.
HPV er en nødvendig forudsætning for at udvikle livmoderhalskræft. Den bedste beskyttelse mod HPV er vaccination. Når du bliver vaccineret mod HPV, reducerer du risikoen for at få livmoderhalskræft. Vaccinationen beskytter mod kræftfremkaldende HPV-typer, der er ansvarlig for 90 % af tilfældene af livmoderhalskræft. Samtidig beskytter vaccinen mod HPV-typer, som skyld i 90 % af kønsvorter (kondylomer).
Vaccinationen har bedst effekt, hvis du bliver vaccineret inden eventuel smitte med HPV, hvilket vil sige før seksuel debut. Du kan sagtens have gavn af vaccinen, selvom du har haft sex. Hvorvidt en HPV-vaccination er relevant for dig, vil vi gerne vejlede dig i.
Selvom du er vaccineret, er det stadig vigtigt at deltage i de almindelige screeningsundersøgelser for celleforandringer i livmoderhalsen, da vaccinationen ikke beskytter mod alle de HPV-typer, der kan give anledning til celleforandringer og livmoderhalskræft.