Udredning af manden ved barnløshed
Hos ca. halvdelen af par, som oplever barnløshed, kan årsagen findes helt eller delvist hos manden.
Den hyppigste årsag barnløshed hos mænd er nedsat sædkvalitet eller ingen sædceller i sædvæsken. De danske mænds sædkvalitet er blandt de dårligste i Europa. Mindre end hver 4. har optimal sædkvalitet, og 15 % har en sædkvalitet, der er så dårlig, at de vil have svært ved at gøre en kvinde gravid uden fertilitetsbehandling.
Selvom det kun kræver én enkelt sædcelle til befrugtning af ét æg, har antallet af sædceller stor betydning for befrugtningsevnen. Mænd med mange sædceller (mere end 40 mio. per ml) har større chance for at befrugte deres partner end mænd med færre sædceller.
Sædkvalitet
Sædkvaliteten er et udtryk for sædcellernes evne til at befrugte et æg. Jo flere normale sædceller med god bevægelighed, der er til stede i en udløsning, jo større er chancen for at opnå graviditet.
En normal sædprøve ser således ud:
- 15 millioner sædceller per ml frisk sæd
- 40 % af sædcellerne bevæger sig
- 4 % af sædcellerne har normalt udseende
Kvaliteten af sæd svinger fra mand til mand og fra dag til dag. Din sædkvalitet kan være svingende over kortere eller længere perioder. Det er helt normalt og kan f.eks. være pga. forbigående sygdom eller stress. Alligevel er det vigtigt at være opmærksom på, hvad der kan være årsag til både midlertidig og permanent nedsættelse af sædkvaliteten.
Sædkvaliteten er påvirkelig af mange faktorer. Nogle gange er det muligt efter undersøgelse af én sædprøve at konkludere, at manden har normal sædkvalitet. Hvis sædkvaliteten af den første prøve ikke er fuldstændig normal, anbefaler vi ofte undersøgelse af en eller to ekstra sædprøver foretaget over en periode på 3 måneder, før vi drager en endelig konklusion vedrørende sædkvaliteten, idet denne kan være påvirket af aktuel helbredstilstand eller andre ydre faktorer.
Udviklingen og modning af nye sædceller tager hos manden ca. 74 dage, hvorfor et interval på op til ca. 3 måneder mellem to prøver kan være nødvendigt for at reducere effekten af midlertidige, negative påvirkninger. Feber er en af de væsentligste faktorer til forbigående nedsættelse af sædkvaliteten.
Sædanalyse
En sædanalyse er grundlæggende i udredningen af par med fetilitetsproblemer.
Der er flere parametre, der afgør sædens kvalitet. Ved sædanalysen vurderer vi:
- Antallet af levende sædceller (densitet)
- Sædcellernes bevægelighed (motilitet)
- Sædcellernes udseende (morfologi)
- Mængden af sæd i en prøve (volumen)
Den gode sædcelle ser normal ud og bevæger sig hurtigt og fremadrettet.
Hvad sker der i laboratoriet?
Når vi modtager sædprøven, analyserer vi sæden i vores laboratorium. Sædkvaliteten undersøges ved at placere en dråbe sæd i et tællekammer, hvorefter den analyseres under et mikroskop. I undersøgelsen vurderer vi sædcellerne med hensyn til antal, udseende og bevægelighed.
Bagefter oprenses sædprøven ved at skille sædcellerne fra sædvæsken og sortere de døde og umodne sædceller fra, således at kun de bedste er tilbage. Herefter vurderes mængden af sædceller.
Efter oprensning af sædprøven i vores laboratorium inddeles sædprøven efter kvalitet:
- Normal sædkvalitet: Mere end 15 millioner sædceller
- Moderat nedsat sædkvalitet: Mellem 3 og 15 millioner sædceller
- Meget nedsat sædkvalitet: Mindre end 2-3 millioner sædceller
Bevægeligheden af sædceller kan inddeles i grupperinger:
- Ubevægelige (immotile)
- Ikke-fremadrettet bevægelighed, f.eks. cirkelbevægelse (non-progressiv motile)
- Langsom bevægelse (motile)
- Hurtigt fremadrettet bevægelse (progressivt motile)
Det er antallet af progressivt motile sædceller i den oprensede prøve, der er afgørende for hvilken type fertilitetsbehandling, der er egnet for jer.
Undersøgelser ved nedsat sædkvalitet
I de tilfælde, hvor sædprøven viser et svært nedsat resultat, står vi klar med en række undersøgelser, der kan kortlægge årsagen til den nedsatte sædkvalitet. Dette vil oftest kun være påkrævet ved fund af mindre end 1-2 millioner sædceller.
Undersøgelse af manden kan indebære generel helbredsinformation, sædanalyse, hormonanalyse (blodprøve) og evt. en kromosomanalyse og en ultralydsundersøgelse af testiklerne.
På baggrund af fund ved disse undersøgelser vil vi rådgive om det videre forløb og eventuelle behandlingsmuligheder.
Årsager til nedsat sædkvalitet
Der kan være mange forskellige årsager til, at en mand har nedsat sædkvalitet. Nedsat sædkvalitet kan være udløst af sygdomme, men kan også være medfødt.
Nedenstående er faktorer, der kan nedsætte sædkvaliteten:
- Hormonelle forhold (hormonsygdomme)
- Genetiske årsager (kromosomfejl)
- Ikke nedstegne testikler
- Testikelkræft
- Infektioner: Kønssygdomme (f.eks. klamydia og gonorré) eller fåresyge
- Skader på sædvejene
- Årebrok (varikocele)
- Sædudtømmelse i urinblæren (retrograd ejakulation)
- Livsstilsfaktorer (f.eks. rygning, alkohol, anabole steroider, dårlig ernæring og manglende motion)
- Miljøpåvirkninger (f.eks. kemikalier, tungmetaller, sprøjtemidler, opløsningsmidler og varme)
- Kemoterapi eller anden medicinsk behandling
- Feber
- Psykiske faktorer, f.eks. stress
- Antistoffer i sæden
Fertilitetsbehandling ved nedsat sædkvalitet
Inseminationsbehandling kan anvendes, hvis sædkvaliteten kun er nedsat i mild til moderat grad. Her oprenses sæden, så kun de levende og bevægelige sædceller er tilbage. Selve inseminationen består i, at den oprensede sæd med et tyndt kateter føres ind i livmoderen. Inseminationen times, så den passer med kvindens ægløsning. Læs mere om inseminationsbehandling her
Ved svært nedsat sædkvalitet kan anvendes såkaldt mikroinsemination (ICSI). Behandlingen består i, at æg udtages af æggestokkene for at blive befrugtet ved indføring af en sædcelle i laboratoriet. Mikroinsemination foretages på både offentlige og private fertilitetsklinikker.
Der findes en række særlige tilfælde, hvor sæden må udtages direkte fra testiklerne (TESA) (f.eks. efter sterilisation) eller udhentes fra urinen umiddelbart efter onani pga. sædudtømmelse i urinblæren (f.eks ved nerveskader og/eller diabetes).