Lichen Sclerosus
Lichen Sclerosus er en kronisk bindevævssygdom af ukendt årsag. Sygdommen rammer overvejende hud og slimhinder på de ydre kønsdele og huden omkring endetarmen.
Sygdommen kan i sjældne tilfælde ses på huden andre steder på kroppen. Lichen Sclerosus kan opstå i alle aldre, men optræder hyppigst efter overgangsalderen. Der findes ingen dansk betegnelse for sygdommen.
Symptomer
Sygdommen bevirker, at slimhinden på de ydre kønsdele bliver bleg eller hvidlig misfarvet. Samtidig bliver slimhinden tyndere og let rynket, hvilket kan resultere i, at huden sprækker, og der opstår rifter. Forandringerne ses på de ydre og indre kønslæber hos kvinder og kan sprede sig ned i mellemkødet og omkring endetarmen. Det er ikke sjældent, at der opstår små blødninger i slimhinden, hvilket resulterer i en rød-blålig mørk misfarvning af slimhinden.
Forandringerne i huden giver anledning til ret udtalt kløe og svie, måske brændende fornemmelser og smerter. Det kan opleves, at huden skrumper, og skedeindgangen kan forsnævres. Der er ofte smerter ved samleje.
Diagnose
Dine symptomer og de typiske forandringer i huden giver ofte mistanke om sygdommen. I mange tilfælde tages en lille vævsprøve af hudforandringerne for at bekræfte diagnosen.
Behandling
Ved behandling kan generne næsten forsvinde. Dette kan gøres ved påsmøring af salve indeholdende binyrebarkhormon, Dermovat®. Lægen vil fortælle hvor ofte og hvor længe, du skal behandle med salven. Langt de fleste vil opleve, at kan sygdommen holdes i ro ved denne behandling, men du vil stadig opleve at have en blegere og lidt sartere slimhinde.
Hvis du har passeret overgangsalderen, anbefales du behandling med østrogenstikpiller for at styrke dine slimhinder.
Lichen Sclerosus er en kronisk lidelse, og sygdommen kan derfor til tider blusse op, når den har været i ro.
På klinikken vil du få både mundtlig og skriftlig vejledning omkring behandling og pleje af din sygdom.
Kontrol
Du tilbydes kontrol efter individuelt behov. Hensigten med den opfølgende kontrol er at gøre dig i stand til at varetage behandlingen og plejen af din sygdom i samarbejde med egen læge.
Lichen Sclerosus kan i sjældne tilfælde udvikle sig til kræft. Derfor anbefales kontrol hos din egen læge én gang årligt. Dels for at justere behandlingen og dels for at sikre, at der ikke er opstået celleforandringer. Du bør henvende dig til lægen, hvis der opstår en ny forandring, eller du har et sår, som ikke heler.